1. TRIMESTER: MORGENKVALME, HEMMELIGHEDSKRÆMMERI OG KILDEVAND

12. august 2018 2 Comments

Så glade og forelskede ser man ud 5 dage efter, man har lavet en positiv graviditetstest – og skal holde det hemmeligt.

 Den 30. maj 2017 stod jeg og græd under bruseren. Jeg skulle gøre mig klar til at tage på arbejde, men hele min krop rystede og min hjerne kørte på højtryk. Jeg havde lige fundet ud, at jeg var gravid. Jeg var 90 % lykkelig og 10 % i chok: Så var vi ligesom i gang med 1. trimester og hele graviditeten – eller det havde vi jo egentlig været et par uger… Derfor føltes det 1. trimester enormt kort, fordi jeg var “gået glip” af et par uger. Og thank God for det, for det var da forfærdeligt. Og fantastisk. Mest fantastisk.

Skat, der er noget, jeg skal fortælle dig…

Jeg var alene hjemme, da jeg fandt ud af, jeg var gravid: Jakob var i Odense for at afslutte sit speciale og ville først være tilbage i København 2 dage efter. Eftersom han skulle koncentrere sig om at blive færdig – og jeg ikke ville fortælle ham nyheden over telefonen, så var jeg nødt til at vente og have den fantastiske nyhed for mig selv. Gud, hvor var det svært. Og på trods af, at jeg havde hele 2 dage til at forberede mig på den helt store Pinterestinspirerede nyhedsoverrækkelse, så endte det alligevel med, at Jakob fik nyheden med 3 simple ord, mens han stod og rodede efter noget i hans taske: “Jeg er gravid.“. Baseret på hans ansigtsudtryk, så var de 3 ord bedre end både “jeg elsker dig” og “jeg laver kaffe“, så helt ved siden af, var det nok ikke. Og bum: vi skal være forældre. Gud, hvor var det mærkeligt at forholde sig til…

På trods af, at min læge fortalte mig, det ikke var muligt, så kunne jeg ikke lade være med at tænke: “Hvad hvis jeg har tisset forkert på pinden?”. Derfor besluttede vi at få lavet en tryghedsscanning hos Jordemoderhuset i uge 7 for at være helt sikre. Når man intet kan se eller mærke, så er det ikke til at forstå, at der ligger et lille hjerte og banker inde i maven. Selv om det var for tidligt til at fuldstændig sikre på, at intet ville gå galt, så gjorde det lille bankende hjerte på skærmen, at det føltes lidt mere virkeligt.

Man kan stort set ikke se det, men der er en 3 mm. stor baby på scanningsbillederne, der senere blev til de fødder, I ser ovenover.

Dirty little secret

I det 1. trimester er det hele nyt og spændende, hvilket gjorde, at jeg nogenlunde kunne holde min heldagskvalme og madlede ud, men det var også svært og frustrerende, fordi vi skulle holde en så fantastisk nyhed hemmelig. Ikke kun for kollegaer, men også venner og familie. På vej til tryghedsscanningen ringede min mor, og det var super akavet og irriterende, at jeg ikke kunne fortælle hende, hvor vi var på vej hen. Derfor endte jeg med at plabre løs om alverdens mærkelige ting, ind til vi stod foran klinikken. Jeg kunne også bare have sagt, jeg ikke havde tid. Men nej…

Det sværeste var faktisk at holde det skjult for mine kollegaer – de mennesker, man ser stort set hver dag. Min madlede gjorde, at jeg kun kunne klemme et stykke franskbrød ned til frokost – hvorefter jeg måtte ty til RitterSport og lakridser over eftermiddagen for ikke at dejse om af sult og kvalme. Dog blev de enormt overraskede, da jeg delte nyheden efter sommerferien. Heldigvis havde de ikke gennemskuet noget – de så ellers noget skævt til mig, da jeg ikke tyllede rødvin til firmafesten, som jeg plejede.

Der er dog noget helt særligt over at have en hemmelighed, der kun var vores: Det var begyndelsen på vores helt egen familie. Det var helt vores eget, og mens vi vænnede os til tanken, så var der ingen andre, der skulle blandes ind i det. Hemmelighedskræmmeriet var tangerende til tortur, for hvem vil ikke ringe til sin bedste veninde og dele sådan en nyhed? Det handlede som sådan ikke om, at vi skulle have 1. trimester overstået, for hvis noget gik galt, ville vi alligevel ringe til forældre og nærmeste venner for at bearbejde det, der nu engang var sket. Men nu handlede det om os. Kun os – og at vi snart skulle blive 3.

TADA!

Ud over Jakob, så var det vigtigste for mig at fortælle nyheden til mine forældre. Det er en ganske særlig følelse, at skulle fortælle sine forældre, at de skal være bedsteforældre, og det havde været så svært ikke at afsløre noget! Derfor havde jeg heller ikke snakket nær så meget med min mor, som jeg plejede, for jeg var alt for bange for at afsløre det før tid. Vi ville have ventet med at fortælle nyheden til efter, vi havde været til nakkefoldsscanning, men grundet sommerferie fik vi først en tid i uge 14, og nu kunne vi altså ikke vente længere. Så nu var tiden inde på trods af, at 1. trimester ikke var slut endnu.

Vi fortalte mine forældre det efter mit bachelorforsvar, da de alligevel var herovre for at fejre mig. Lettere akavet foreslog jeg at vente med at poppe den champagne, de havde medbragt, til vi kom hjem – det ville jo se mærkeligt ud, at jeg ikke drak noget af den… Vi kom hjem, og det kriblede i fingrene som aldrig før, så jeg skyndte mig at overrække en tidlig fødselsdagsgave til min far. Deri lå afsløringen. Han pakkede den op og vendte og drejede den i lang tid, mens min mors øjne blev større og større. Far har senere fortalt, at han troede, det var en fejl: Han havde fået en tommestok (typisk far-ønske), hvorpå der stod “morfar“. Det gav ingen mening for ham, for han var jo farfar. Til sidst nærmest råbte min mor: “Hvad er det, der står, Jan?!” “Jamen, der står morfar…..” Overraskelsen og glæden var tydelig, og far tørrede stille øjnene bag brillerne. Åh altså. Det øjeblik ville jeg gerne genleve.

2 dage inden havde vi fortalt det til Jakobs forældre – så ville de ikke stille spørgsmålstegn ved, at jeg ikke tyllede rødvin, som jeg plejede til Jakobs lillebrors studenterfest. Ja, jeg er virkelig glad for rødvin. Alle steder blev nyheden taget imod med glæde, stor overraskelse og tårer. Det er helt fantastisk at kunne gøre andre så glade.

I’m back in the (food) game

Jeg var simpelthen skoleeksemplet på, hvordan kvalmen, madleden og dårligdommen forsvinder efter 1. trimester: Den dag, jeg ramte uge 12, og 1. trimester var slut, lavede Jakob krebinetter, og jeg spiste, som var jeg lige kommet hjem fra Robinson Ekspeditionen. Det var virkelig kærkommen, for jeg havde tabt mig en del de sidste par uger, og kvalmen forsvandt heldigvis også, da der kom noget mad indenbords, så der ikke blevet tæret på min krops øvrige ressourcer. Og Jakob var stolt: Hans krebinetter havde kureret mig. Eller noget.

Nu ventede vi bare på nakkefoldsscanningen, så vi med nogenlunde ro i maven kunne dele nyheden med resten af verden.

Der er vist ingen, der tænker: “Hold da helt ferie, en ædru bryllupsgæst!” her… tak for det, blitz.

5 ting jeg lærte under mit 1. trimester:

1. Det er sandt, når folk siger, at morgenkvalme varer hele dagen…
2. …og det er mega nederen, når råd #1 er at huske at spise mad. Derfor: spis det du har lyst til. I min optik er det vigtigste, at du overhovedet får noget ned. Om det så er RitterSport eller bearnaisepizza er ligegyldigt.
3. Det var sværere ikke at drikke alkohol, end jeg troede, det ville være. Ikke fordi jeg havde svært ved at holde mig fra det, men fordi folk i den grad så skævt til mig, når jeg sagde “nej tak” og tog en sodavand i stedet. Jeg brugte influenza og eksamensforberedelse som undskyldning, og heldigvis var ingen af dem helt løgn.
4. Hvis lyset er dårligt nok, og dit hår er faldet nok sammen i løbet af dagen, så er der ingen, der opdager, at du ikke er hammerfuld til din venindes bryllup.
5. Du går ikke glip af følelsen af tømmermænd under din graviditet, på trods af at du ikke drikker alkohol. All the pain and none of the fun.

Begrænsningen er i sandhed en kunst. Der er så mange dele, oplevelser og tanker i løbet af det 1.  trimester, og jeg synes egentlig ikke, jeg har dækket halvdelen. Igen, så er hver en oplevelse jo forskellige, men ovenstående er de ting, der står tydeligst for mig, når jeg tænker tilbage på den første tid. Gjorde I jer andre erfaringer, eller har I nogle gode råd til at overleve det 1. trimester?

Hvis der er nogle ting, I vil have uddybet nærmere, og som eventuelt fortjener et indlæg for sig selv – eller er der ting, jeg slet ikke er kommet ind på, som I gerne vil høre om, then speak now or forev…eller sig til, hvis du kommer i tanke om noget.

Du kan læse om mit 2. trimester lige her.