“I BURDE DA BARE LIGE…?”

bemaerkninger

Når man bliver mor, er folk altid friske på at komme med et godt råd. Om de er blevet spurgt eller ej. Om de er forældre eller ej. Om man kender dem eller ej. Folk er også tit friske på at smide en bemærkning omkring, hvad de synes om den måde, man opdrager sit barn – eller den måde, jeg og vi er forældre på.

Jeg får spørgsmål som: “Skal han ikke snart passes?“, “Har du ikke brug for en pause?” ,”Vil du ikke snart gerne have din krop for dig selv igen?” Oftest er spørgsmålene et udtryk for en undren, fordi størstedelen af vores omgangskreds ikke selv har børn – eller er i nærheden af det. Og det ér helt vildt svært at sætte sig ind i, hvordan det er at være forældre, og selv om folk ikke er forældre, så har de en idé om, hvordan man bare lige kan gøre. Det havde jeg også, inden jeg selv blev mor – “bare lige”, åha…

Og så er der de bemærkninger, der ikke er en undren, men i stedet er en holdning til, hvordan vi gør det – og hvordan vi lige kunne gøre det i stedet. Jeg har oplevet, at der blev rystet på hovedet af, at vi ikke bare lige gav Svend flaske, så jeg “kunne komme lidt ud” eller “få en lille pause“, for “det kunne vi jo lige så godt“. Der er blevet kommenteret på, at jeg “ammer meget“, at Svend “sover dårligt” (no shit, har du set poserne under mine øjne?), “han skal ud af soveværelset” og at “det da er sent at starte i vuggestue, når man er 11 måneder“.

Det er klart sat på en spids, men der findes en forventning derude om, at livet hurtigst muligt skal fortsættes, hvor det blev sluppet, inden man blev gravid. Derfor skal baby hurtigst muligt på eget værelse, amning skiftes over til flaske – eller i hvert fald suppleres, så mor kan træne, for det må heller ikke være synligt, at man har født. Sexlivet skal back on track, børnene skal passes ude, så man kan pleje kærligheden, og de skal i institution jo før jo bedre, så man kan komme tilbage og passe sit arbejde. Ja, det var virkelig sat på en spids…

Hver gang nogen spørger: “Skal han ikke snart passes?”, “Skal han ikke snart holde op med at amme, så du kan få din krop tilbage?“, eller “Så er det vel også ved at være oppe over, at han skal i vuggestue?” Så må jeg svare: Nej. Jeg holder op med at amme, når Svend er klar til det, han kan sove hos sine bedsteforældre, når han beder om det, og han starter først i vuggestue, når det ikke længere er muligt for os at have ham herhjemme. Og det er det også virkelig mange, der hylder og synes er super fint – og normalt.

Der er såmænd ikke noget i vejen for at få gode råd med på vejen – når man altså beder om det, eller står i et dilemma. Problemet opstår, når de kommer som en konstatering på vores hverdag i stedet for i en dialog med os. For vi ved det godt, og vi har snakket om det. Om det hele. Mange gange.

Jeg nyder faktisk den afhængighed, der er mellem mig og Svend. Jeg nyder den ikke 5 gange om natten, but we are working on that, men jeg kan godt lide, at jeg skal være tilgængelig for mit barn. Jeg har ikke noget imod at planlægge min dag efter, hvornår Svend har brug for at blive ammet – for hvorfor skulle vi gøre brug af andet, når nu jeg er mere end i stand til det? Bevares, nogle dage glæder jeg mig til han er 10 år gammel – eller i det mindste bare til han holder op med at vågne om natten og bliver mere selvstændig, men det er nu engang sådan det er at være forældre: Det er både fantastisk, hårdt og livsomlæggende – og det vidste vi godt, inden vi syntes, vi skulle være forældre.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.