OM STADIG AT HAVE BRUG FOR SIN MOR, SELV OM MAN SELV ER BLEVET MOR

brug-for-mor

Jeg har altid haft et godt forhold til min mor. Som yngste i søskendeflokken og eneste pige fik min mor en allieret i mig, da jeg kom til verden; Én, der ligesom hende ikke var interesseret i fodbold, men i stedet kunne lide at danse, være kreativ, gå i teatret og kigge i butikker i dagevis. Og det gjorde vi.

Da jeg blev gravid, vidste jeg, at alt ville ændre sig: Det handlede ikke kun om vores nye familie og den måde, Jakob og jeg nu skulle være et team på, men også vores forhold til andre. Jeg har altid være lidt den lille hjemme hos mig, da mine brødre er en del ældre end jeg, og min mor og jeg har altid brugt meget tid sammen. Hun er ofte kommet over uden far for at have en tøseweekend, hvor vi har tømt diverse udsalgsstativer, drukket alenlange mængder kaffe i byen og spist tapas i sofaen. Og hvad skulle der nu blive af det? Nu skulle jeg jo selv være mor – og ville der så overhovedet være mulighed for den slags? For hvad sker der egentlig i forholdet mellem mor og datter, når man i stedet bliver mormor og mor?

Én ting er sikkert: man holder aldrig op med at være mor og datter. Uanset hvor mange børnebørn man leverer. Jeg har altid været meget morsyg, og det har været svært at bo langt væk fra mine forældre. Især efter jeg blev gravid, og endnu mere lige efter fødslen. Ikke fordi vi havde brug for hjælp – eller fordi jeg mener, de skal agere babysittere i fremtiden. Men fordi ingen kan det, som mor kan – og hvad det er, kan ikke helt forklares. Når man lige har født et barn og er nybagt mor, er man enormt sårbar. Hormonerne hænger uden på tøjet, man har det som om, man er blevet kørt over af en lastbil, og man har den her helt nye rolle, som man føler, man skal mestre med det samme. Og så har man så umenneskeligt meget kærlighed i sig, at tårestrømmen ned af kinderne ingen ende vil tage. Uanset, hvor dejlig og fantastisk ens kæreste er, så har man også lige brug for et kram fra sin mor. Sådan et som kun mor kan give. Sådan havde jeg det i hvert fald.

Jakobs ord kan gøre noget helt særligt for mig, og det betød – og stadig betyder – alverden, når Jakob gav mig et hårdt kram, mens jeg stod og græd og fortalte mig, at jeg var en fantastisk mor, at jeg var så god til at passe på Svend, og at han var så stolt af mig, men de ord gør noget forskelligt, når de kommer fra ens kæreste og ens mor. Det var en helt ny situation, og Jakob og jeg var et team på en anden måde, end vi tidligere havde været. Og på trods af, at Jakob er far til Svend, mit livs kærlighed og min bedste ven, så er min mor nu engang min mor, og hendes trøst var meget kærkommen.

Fra mor til mormor

Når man træder ind i den rolle, som ens mor har haft hele ens lov – træder i hendes fodspor – så er hendes ord ganske betydningsfulde. Jeg havde nok mere brug for dem, end jeg ville indrømme, og de gjorde en kæmpe forskel: De gjorde, at jeg overfor Jakob kunne sætte ord på det, der gik mig på og gjorde mig ked af det. Og så gav han mig et af de der fantastiske kram, gav min selvtillid et ordentligt boost – og så græd jeg lidt igen. Men denne gang af glæde og stolthed. Og så kunne jeg lidt igen.

Nu er fødslen og hele “nyheden” kommet på afstand, hormonerne er pakket lidt ned igen, og jeg er efterhånden hjemmevant i min nye rolle som mor (Okay, det er stadig mega forvirrende), og min mor – hende har jeg stadig brug for. Til kram, til rødvin, til hygge og til lange snakke. Nu handler de om noget andet, end de gjorde for 2 år siden, men de er kun blevet mere værdifulde.

Mor og far kan nogle særlige ting. Mine kan noget ganske særligt, og jeg er glad for at jeg – og Jakob – kan gøre det samme for Svend.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.