En af de ting, vi har forsødet ventetiden med, er bryllupsplanlægning. Det har fyldt en del hos os, siden Jakob friede til mig på en solskinsfyldt fredag tilbage i april, hvor hele verden var lukket ned, og vi blot få dage forinden havde fået nyheden om, at det var en pige, vi ventede os. Det første halve år af 2020 var virkelig intenst, vidunderligt og hårdt, og der skete så mange gode ting – der er dog stadig mange gode i vente: fødslen og mødet med vores datter og vores bryllup. Sidstnævnte bliver dog først i 2021, men uanset hvor længe lillesøster lader vente på sig, så er hun trods alt ude inden. Det skal hun i hvert fald, for hun skal døbes samme dag.
At vi ville slå bryllup og barnedåb sammen besluttede vi faktisk med det samme. Vi havde (har..) ikke økonomi til at holde to fester inden for relativt kort tid – især ikke, når vi ikke kan være i festlokalerne på kollegiet mere. Derudover ville vi ikke vente med at blive gift, til der igen var plads i økonomien, og idet ingen af os ønsker et (på sin vis) “klassisk” bryllup med lang sit down dinner, som alligevel på ingen måde giver mening med børn, har vi valgt at slå det sammen og merge barnedåbs- og bryllupsfest til en (forhåbentlig) helt vidunderlig dag i verdens bedste selskab.
First things first; hvor skulle det foregå? Svend blev døbt i Vor Frelsers Kirke, som uden tvivl er noget af det smukkeste, der findes. Det er et sted, vi altid er gået til med Svend, og som vi var ovenud lykkelige over skulle danne ramme for hans dåb. Sidenhen er vi flyttet ud af sognet, på trods af at vi kun er flyttet 400 meter hen af gaden, og vi var derfor i syv sind. Vi gik virkelig længe og tog tilløb til at tigge præsten om både at vie os og døbe vores datter med et håb om, at Svends dåb i kirken ville være tilknytning nok. Vi spurgte ham nemlig dengang, om der ikke var mange, der ønskede at blive gift i kirken, hvortil han svarede, at de faktisk stort set altid sagde nej, fordi de jo havde nok i deres eget sogn. Yikes.
Vi vidste, at hvis han sagde “nej” til at vie os, så ville vi ikke blive kirkeligt viet. Vi har en tilknytning til den kirke, og det var vores ønske, at vi som familie skulle dele denne. Så jeg satte mig på mine blødende knæ, og ved I hvad? HAN SAGDE JA! Og så græd jeg og ringede til Jakob, som blev så glad – og så var vi ligesom i gang.
Og der er ikke engang særlig længe til! Faktisk er vi mand og kone – og lillesøster har officielt fået sit navn om under fem måneder. Hvor vildt er det ikke lige?! Jeg kan slet ikke vente!
Nu skal vi bare lige have en af dagens hovedpersoner ud i dagens lys først…
Skriv et svar