Har det her barn nogensinde tænkt sig at komme ud? Jeg ved godt, at jeg teknisk set først har termin i overmorgen, og at “børn kommer, når de kommer”, meeeen nu synes jeg altså godt, at hun snart må joine os herude i den virkelige verden. Det er meget muligt, at hun har det alt for godt inde i maven, men hendes mor er altså rimelig presset på ydersiden. Sådan som hun har presset på de sidste fire uger, kommer hun til at glide ud på no time – det er jeg sikker på! (og jeg håber det…)
Den sidste tid her op til fødslen er jeg virkelig bare gået i venteposition. Vi havde fra start en aftale om, at vores venners bryllup på Fyn i starten af august var sidste gang, vi ville forlade København, og i den sidste uge har jeg knap nok turde (eller kunne…) bevæge mig væk fra Amager. Vi hygger os, vi har besøg af vores venner, og jeg ligger i sengen og ømmer mig, mens Jakob spørger hver halve time: “Skal du føde nu?”. Det er en hård ventetid, men den er fyldt med så meget glæde og forventning. Det er som at være et lille barn igen, hvor juleaften er lige om hjørnet, og jeg er så fyldt op med kærlighed til Jakob, Svend og til den lille skabning, som jeg ikke kan vente med at møde.
Faktisk troede jeg i tirsdags, at hun ville komme inden for 24 timer, jeg var faktisk ret sikker. Men nej, ingen baby. Og stadig ingen baby. Men det var simpelthen fordi, at da jeg var gravid med Svend (og gået godt over tid), skulle jeg en fredag aften hælde et glas vin op til Jakob. Som den klodsmajor, jeg er, taber jeg flasken ned på vores (nye og dyre) tallerken, som selvfølgelig smadres. Og fordi #preggo og #hormones græd jeg helt vildt over det. Dagen efter fødte jeg Svend. The end. Coincidence? Åbenbart. For i tirsdags fik Katrine Klodsmajor smadret blenderen – og ja, jeg græd helt vildt, mens jeg fejede glasskårene op – men så tænkte jeg: “Hey, så går jeg sgu nok i fødsel inden for de næste 24 timer!” Og det kunne jeg godt lige overskue.
Men det skete som bekendt ikke, og min teori måtte gå til skamme.
Jeg prøvede ellers virkelig at holde øje med tegnene fra min sidste fødsel. Der var bare ikke rigtig nogle dengang. Hvor nogle har tegnblødning, slimproppen går og alle mulige andre mærkelige ting, oplevede jeg ingen af delene. Jeg vågnede dog op med helt vildt ondt i lænden dengang, og der sad mine veer under fødslen, så det anser jeg som et tegn! Så da jeg tirsdag aften havde vildt ondt i lænden, tænkte jeg, at den sgu var hjemme. Men jeg havde bare ondt i lænden fordi #preggo.
Fedt.
På onsdag skal vi til jordemoder, men skal vi ikke bare aftale, at det ikke bliver nødvendigt?
Skriv et svar