Kan I huske, hvordan man i de små klasser syntes, at dem i de ældre klasser var virkelig store? Hvordan 3.G’erne virkede så voksne, dengang man selv gik i 1.G?
Der har altid været noget “mere” at se frem til, idet man altid har bestræbet sig på at blive mere voksen: Jeg husker tydeligt, da jeg var 18 år gammel og sad og viftede med mit nyerhvervede kørekort og følte, jeg egede hele verden. Nu var der officielt ikke noget, jeg ikke kunne, og jeg følte mig ih og åh så voksen.
Set i bakspejlet var det nok ikke super voksent at drikke sig ned på Buddy Holly hver weekend, køre rundt i mors og fars bil (ikke på samme tid) eller sidde på mcD med fedtet hår og tømmermænd og snakke om, hvem, der kyssede hvem aftenen forinden… Men med lånte bilnøgler i tasken og et fødselsår, der rent juridisk gjorde mig voksen, så følte jeg mig på toppen af verden.
Dengang mente jeg, at folk i 20’erne var sådan rigtigt voksne. Jesus. Da jeg flyttede til København og startede på universitet, hvilket faktisk er noget, der minder lidt om at være voksen, begyndte jeg at føle mig meget lidt voksen. Måske fordi det her gik op for mig, at det der med at blive – eller føle sig – voksen ikke var endnu. Først skulle jeg være ung. Og det er jeg stadig ikke færdig med, bare fordi jeg er blevet mor.
Men når nu man bliver mor, opstår der en helt ny række problematikker i hverdagen. Selv om mine bekymringer er meget anderledes end mine veninders, føler jeg mig bestemt ikke mere voksen end dem, bare fordi jeg er mor.
“Jeg er en mor”. Ja, det lyder sgu ret voksent. Men derfor er jeg jo ikke færdig med at gå i byen, tage på storbyferier med veninderne eller drikke rosé i solen efter arbejde – de ting er bare lige sat lidt på pause, mens jeg har travlt med nogle andre ting. I virkeligheden bliver man nok aldrig færdig med de ting, og jeg glæder mig nu egentlig også, til der bliver mulighed for den slags igen.
Jeg har ingen pensionsopsparing, jeg bor på kollegie, min yndlingsfarve er lyserød, jeg savner min mor hver dag, og jeg har stadig mere end et år tilbage på universitetet… På mange måde er jeg ikke ret “voksen”, og selv om det giver mange point på voksenkontoen at være nogens mor, så føler jeg mig i virkeligheden meget lidt voksen, og jeg har meget lidt styr på mange ting i mit liv. Heldigvis har jeg helt styr på at være mor! Det meste af tiden om ikke andet…
Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men som barn tænkte jeg, at den perfekte alder at få børn i var 25. Dengang virkede 25 som helt absurd voksent – men stadig ungt. Da jeg blev 20 år tænkte jeg, at jeg umuligt ville kunne nå at blive mor som 25-årig, men se mig nu: Alt blev alligevel, som 12-årlige Katrine planlagde det. Ud over at jeg dengang troede, jeg også ville være gift, have hus og fast arbejde. Men det behøver vi ikke mere gnide rundt i.
Men så er der den der voksenfølelse… hvor er den henne? Hvornår kommer den? Der var engang, jeg troede, den kom med alderen. Den teori har jeg droppet igen. Måske kommer den med mængden af ansvar? Hvad ligger der overhovedet i det at være voksen? Bliver man nogensinde rigtig voksen? Måske er det bare en idé, man havde som barn? Det vil tiden vise. Jeg har lidt opgivet at blive voksen, og det passer mig egentlig helt fint. Ind til videre er jeg i hvert fald bare ung. Ung og mor. Og det er helt igennem perfekt.
Skriv et svar