En ny uge er godt i gang, men jeg er stadig ikke kommet mig helt over den sidste, der har føltes som en boble… Sidste mandag var nemlig en rigtig stor dag, som jeg har bygget op til i flere år – eller i hvert fald i løbet af de sidste par måneder; jeg fik endelig min cand.IT.
Efter syv års studier på tre forskellige universiteter med alverdens vidunderlige krumspring undervejs er jeg endelig blevet færdiguddannet. Og det føles fuldstændig urealistisk – det er så stort, og noget jeg virkelig har set frem til længe, hvorfor jeg har fløjet på en sky lige siden.
Det har været en vild optakt til at stå her med min kandidat “i hånden”, for det har godt nok været en udfordret specialeproces på grund af covid-19. Da landet lukkede ned, sad jeg panisk i sofaen – rimelig gravid med en 2-årig på skødet og med alle specialebøgerne låst inde på ITU. Jeg var så bange for, at vi ikke kunne nå at aflevere, at de ville tvinge os til at udskyde, eller at vi bare ikke ville kunne få det ud af specialet, som vi ønskede.
For vi havde krav til os selv. Rimelig høje krav. Vi havde fundet et vildt spændende emne, som vi virkelig glædede os til at forske i og skrive et godt og grundigt speciale om. Og ville det blive sat over styr? Hvordan skulle vi nogensinde nå i mål, når både min specialemakker og jeg skulle have vores børn hjemme, passe vores studiejobs OG skrive speciale? UDEN BØGER? Og hvad med forsvaret over Zoom? Amen, altså…
Heldigt for os havde vi været hurtigt ude af starthullerne, så vi var godt i gang, men vi har måtte stykke nogle ting sammen undervejs, hvilket man heldigvis ikke lægger mærke til i specialet, ligesom vi ikke kunne komme helt så dybt, som vi oprindeligt ønskede. Men da vi afleverede 4 dage og 23 timer før tid, stod vi faktisk med et speciale i hænderne, som vi oprigtigt var stolte af – og vi var stolte af os selv, for der var godt nok en periode, hvor det holdt rigtig hårdt.
Ikke nok med, at det var en bumpet vej til afleveringen, så stod vi også med en enorm skuffelse over, at forsvaret skulle foregå digitalt derhjemme, frem for på ITU, hvor jeg har drukket champagne og fejret mange af mine andre veninder sidste år. Det gad jeg også godt have kunnet… Det betyder, at jeg var til specialeforsvar hjemme i stuen. Da det var afsluttet, kunne jeg lukke computeren, og så var jeg helt alene. Og helt forvirret. Og helt færdig. Tårene væltede ned af kinderne på mig. Af lettelse. Af stolthed. Med ét var jeg færdiguddannet, og selv om det var virkelig stort, så føltes det også i situationen helt almindeligt, for jeg sad jo bare derhjemme i stuen. Men Jakob kom hjem 2 minutter efter, og jeg løb nærmest grædende ind i hans arme med et f*****g 12-tal og pinligt meget ros for specialet.
DET ER SÅ SINDSSYGT!
En halv time efter var terrassen heldigvis også fyldt med familie og venner, der fejrede mig hele dagen og aftenen med champagne, kage, kys, kram og kærlighed. Og stolthed.
Nu er jeg så færdig, jeg er rimelig fed (host, gravid) – så hvad så nu? Ja, nu står den lige på en måneds dagpenge, og så skal jeg på barsel. Denne gang skal den bare nydes frem for at bruge halvdelen af den på at have fag sideløbende, og jeg glæder mig helt vildt til den kommende tid – men jeg glæder mig nu også til at bruge min flotte cand.IT på den anden side af min barsel. Først kan sommeren dog bare komme an; jeg er fri og klar!
Skriv et svar