Nu har vi haft æren af Margrethe i en måned. Det er blevet fejret med gaver fra bedste- og oldeforældre og skal selvfølgelig også markeres her på kanalen med en fødselsberetning.
Min beretning bærer tydeligt præg af, at Margrethes fødsel gik så hurtigt, at det ikke var mange tanker, jeg nåede at gøre mig undervejs. Faktisk tog den kun omkring 1 time og 45 minutter, og det var selv sagt meget intenst fra start til slut. Det er nok en af de fødsler, der kunne resultere i en efterfødselsreaktion, fordi det kunne have været svært for hovedet at følge med, hvorfor jeg er glad for, at det var min anden fødsel. Med den kraft og hastighed veerne havde fra start, er jeg i hvert fald lykkelig over, at det ikke varede længere – og jeg var bare så klar på at møde vores lille datter.
Anyways… Enjoy!
Kl. 6.20
Den 21. september 2020 vågnede jeg med lidt muren i kroppen. Svend lå i smørklatten og puttede, og jeg vidste, at hvis jeg rejste mig, så ville han vågne – som han plejer (mega irriterende, når graviditetsblæren presser på kl 06.00, og man for alt i verden ikke gider ind og se Dora allerede). Men 10 minutter senere mærkede jeg noget, der føltes som begyndende veer, og jeg var nødt til at komme op og mærke min krop.
Kl. 6.30
Jeg gik ud af soveværelset for at få lidt ro, og yes; der kom veerne. “Jakob, vi er i gang nu.” Jeg lagde mig ind i sengen, og så gik Jakob ellers i krig! Med hovedet koldt fik han ringet til jordemoderen, mens jeg faktisk havde meget tætte veer allerede. Det gik virkelig stærkt, og selv om veerne først lige var startet, kunne jeg kun lige nå at trække vejret en enkelt gang mellem dem. Det var sgu intenst! Jeg kunne høre, at Jakob fik koordineret med Svends gudmor, at hun skulle komme og hente Svend og få ham afleveret i vuggestuen – som han også fik informeret om situationen. Iskoldt og styr på det hele, mens jeg lå og stønnede inde ved siden af og ikke skulle bekymre mig om andet end det. Rart. Det fortsatte jeg med, mens Jakob fik klædt Svend på, og mens jeg kunne høre Dora the Explorer kører på TV’et.
Kl. 7.15
Jakob spurtede ud i et lynbad, mens Svend sad og så tegnefilm. “Mor, kom!” råbte han ind til mig, hvortil jeg midt i en ve måtte svare: “Ikke lige nuuuuuuuuu, Svend”. For djævlen, hvor var jeg altså mega presset allerede nu, og jeg kunne godt mærke, at det nok skulle komme til at gå forholdsvist hurtigt. Mit bud var 3-5 timer. Forhåbentlig! Mere ville jeg ikke kunne holde ud…
Kl. 7.30
Svends gudmor, Caroline, ringede på døren, hvor Svend stod klar til at komme i vuggestue. Han blev mega glad, da Jakob sagde, at hun skulle følge ham derhen, og han kom så fint ind og vinkede til mig i soveværelset – og så havde vi ro til fødslen.
Kl. 7.35
5 minutter efter ringede det på døren igen, og jeg tænkte semi-aggressivt: “Er det en banegård det her?!” – vi har en meget irriterende dørtelefon… Det var jordemoder Julie, der mødte ind på job. 25 minutter inden vagtskifte, hvilket kan virke lidt fjollet, men min første fødsel gik meget stærkt, da jeg først kom på hospitalet, og min krop endelig kunne slappe af i situationen, hvorfor der stod i min journal, at der skulle komme en jordemoder så snart, vi ringede.
Kl. 7.45
“Så må vi se, om jeg får lov til at gribe hende.” sagde jordemoderen lidt kækt, inden hun tjekkede, hvor udvidet jeg var. 8 cm, YES! Det var absurd motiverende at få at vide – modsat når man får at vide, man kun er 3 cm. åben. The worst. Her kunne hun også mærke, at min vand ikke var gået endnu, men at det stod helt spændt op og nok ville gå med et ordentligt plask.
Kl. 8.00 (ca.)
Det skal jeg da lige love for, at det gjorde! Hvis jeg havde stået op, tror jeg sgu, jeg var lettet en smule fra jordens overflade. Det føltes som det, man ser i film! Og det hele var gået så stærkt, at vi altså ikke havde nået at dække ret godt af inde i dobbeltsengen. Så deeet… og vandet var åbentbart meget grønt. Som i meget grønt. Men det hele var også gået meget stærkt, så det var klart, at hun var stresset derinde. På normal vis ville man blive sendt babu-babu til hospitalet med grønt fostervand, men det var tydeligt for jordemoderen, at vi under ingen omstændigheder ville nå på hospitalet, så jeg fik pænt – men kontant – at vide, at hun skulle ud. Hurtigt. Så da presseveerne begyndte lige efter, skulle der presses til.
Den første presseve var jeg ikke helt tryg ved, og jeg skulle lige op i position: jeg lå på siden, og skulle have fat i mit øverste ben. Med det nederste ben pressede jeg mod Jakob, og med alt jeg havde i mig fik jeg udnyttet de 3 næste presseveer til fulde…
Kl. 8.14
…og så kom hun ud og op til mig. WOW! Der var hun. Efter verdens korteste og mest intense fødsel på 1 time og 45 minutter. Det var vanvittigt! Og hun var så fin og smuk, min lille pige.
Wow.
Jeg var fuldstændig baldret i hovedet. Uforstående. Ikke fordi, jeg ikke syntes, jeg kunne følge med, men jeg var helt…mind blown over, at det kunne gå så hurtigt. At min krop kunne kæmpe på den måde – og at vi lå der hjemme i vores seng med Margrethe, som vi havde ventet så længe på. Det var så stort! Jeg var pishamrende stolt af mig selv, og jeg følte mig i den grad som en power mama!
Men lad os lige vende tilbage til, at der var vagtskifte kl. 8.00, og den “nye” jordemoder ikke var kommet endnu; hun sad fast i trafikken… Normalt, hvis man ringede på det tidspunkt, vi gjorde, ville man få at vide, at der ville komme en jordemoder kl. 8.00. Den jordemoder, der skulle komme der (Anne), kom kl. 8.30 og gik derfor glip af alt det sjove. Så hvis de ikke havde vækketø jordemoder Julie, så havde Jakob måtte tage imod Margrethe ganske alene. Skønt. Men bare fordi jordemoder Anne kom “for sent”, betød det ikke, at hun ikke kom på arbejde…
Jakob fik klippet navlestrengen, jeg fik lige syet to sting, efter moderkagen var blevet født, og det hele var så afslappende, som vi lå der med vores lille datter og planlagde at hente Svend tidligt. Det var så dejlig roligt. Men mens vi lå der og puttede alle tre, holdt de to jordemødre nøje øje med min blødning, der ikke virkede til at stilne af.
Kl. 12.00
Jeg mistede meget blod. Jeg kunne ikke selv mærke det, og jeg havde det rigtig godt – faktisk var jeg fuldstændig høj på situationen og var totalt i hopla: “Er der nogen, der vil have kaffe?” Jeg kunne slet ikke forstå, at der skulle være noget galt, men havde vi været på hospitalet, så ville de have påbegyndt behandling allerede, så vi måtte afsted.
Og havde jeg pakket hospitalstaske? Hentet autostol? Anything? Nej. Så jeg piskede rundt for at finde ting, jeg skulle have med – mens jordemødrene panisk prøvede at få mig til at sidde stille, så de kunne lægge et drop. Jeg havde ingen ro, for jeg kunne ikke forstå alvoren, men da de to ambulancereddere kom ind i lejligheden, mens jeg sad med drop i hånden, virkede der hele pludselig meget seriøst.
Men afsti-afsted med udrykning mod Hvidovre, hvor jeg fik spændt Margrethe fast på maven, mens medicinen dryppede langsomt ned i mit drop i hånden. Da Jakob kyssede mig og Margrethe farvel og selv skulle finde vej mod hospitalet, skulle jeg virkelig kæmpe for at holde tårerne tilbage og miste kontrollen. Egentlig ikke fordi, jeg var nervøs for situationen, for jeg havde det stadig fint, men det var jo ikke sådan her, det skulle være. Og hvad skulle der ske nu?
På Hvidovre blev jeg stukket i, til mine hænder var hævet helt op, og trykket på til de søde læger vurderede, at min livmoder havde trukket sig nok sammen. Jeg ved godt, at jeg lige havde født et barn, og av for pokker, men for filan var det ubehageligt, når de trykkede på min livmoder… og det gjorde de mange gange, mens de snakkede om, at jeg skulle opereres. Det gad jeg selv sagt overhovedet ikke.
Den korte historie er, at blødningen heldigvis gik i sig selv, og jeg derfor slap for operationen – og endelig kunne få noget at spise. Da de ville holde mig til observation til dagen efter, tiggede vi på vores blødende knæ og efter et par tjek i løbet af dagen, fik vi lov til at køre hjem kl. 18.00 – hjem til Svend, der ventede derhjemme sammen med mine forældre. Og vi var så klar til at komme hjem; det kunne virkelig ikke gå hurtigt nok.
Kort sagt en hammergod fødsel og oplevelse med skidesøde jordemødre og verdens dejligste baby, som vi stornyder sammen med Svend. Og jeg ville gøre det derhjemme igen, hvis vi skulle have flere børn – men det må jeg ikke grundet blodtabet. Men hvor i alverden skulle jeg så føde? Hvis jeg skulle føde igen, ville det jo tage en halv time?!
Stressss……
Jeg kan uden tvivl sige, at vi fik den hjemmefødsel, vi havde drømt om. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at vi ikke kunne nyde resten af dagen derhjemme, hente Svend tidligt, og bare gøre det hele i vores eget tempo i vores egne omgivelser, men jeg er så taknemmelig for, at vi har et sundhedsvæsen, der tager så godt hånd om en, og at der blev taget de forholdsregler, der var nødvendige. Jeg var på intet tidspunkt utryg eller dårlig, og selv om jeg lige skulle holde tårerne tilbage, da jeg sad i ambulancen, så gav det mig ikke en mindre god oplevelse, at det alligevel ikke blev helt som planlagt. Jeg er bare glad for, at jeg trods alt ikke skulle opereres, og at vi fik lov til at komme hjem den samme aften, så vi kunne introducere Svend for sin lillesøster.
Skriv et svar