Det er fandme et godt spørgsmål.
Vi vidste nok ikke engang, om vi var klar til nummer 1, men jeg siger det igen: lysten trumfer. Og den havde vi bestemt! Både til nummer et og to.
Allerede, da jeg var gravid med Svend, begyndte vi at snakke om den næste graviditet, for – i vores optik – har man sagt A, må man også sige B, og vi fik ikke bare et barn; vi påbegyndte vores familie. Vi syntes dengang, der skulle være omkring 2,5 år mellem Svend og hans kommende bror eller søster, og vi kunne med lidt hurtig matematik regne ud, at det ville passe perfekt, når jeg blev færdig med min uddannelse. Så ville jeg også slippe for at påbegynde er fuldtidsjob for så at gå på barsel kort efter – og jeg forestiller mig ikke, der er rift om nyuddannede kvinder i midt-tyverne med ét barn i kommunikationsbranchen. De tænker nok, at det næste er på vej… ingen ved det, og den slags diskrimination er egentlig ulovlig, men sker utvivlsomt i det skjulte. Så nu håber vi i stedet, at der om et lille års tid er nogen, der kan bruge en nyuddannet i slut-tyverne (yikes..), der (nok) har fået de børn, hun skal have.
Nå, for at vende tilbage til fokus, så begyndte vi at tale mere seriøst omkring barn nummer to i efteråret 2019. Det startede ved, at jeg ved en undersøgelse for celleforandringer i livmoderen får at vide, at lægen ikke kan se min spiral. Excuse me? Hvor fanden er forsvundet hen?! Jeg blev derfor henvist til en gynækolog, der kunne undersøge, om den stadig var der (hvor kunne den ellers være?!), og så mindes jeg egentlig bare, at jeg sagde ret køligt til Jakob, at så kunne jeg jo bare få den fjernet i samme omgang, for det var vist ved at være tid, hvis vi skulle holde planen. Romantisk, yes, that’s us. Så ud med den, og badabimbadabum, baby #2 on board. Og ja, det var faktisk så nemt.
På det tidspunkt boede vi stadig på kollegiet, men var dog i gang med at finde en ny lejlighed, vi var stadig ikke gift (eller forlovede for den sags skyld), vores økonomi var en my bedre, fordi Jakob havde fået fuldtidsjob, og jeg var stadig under uddannelse. Svend var et par måneder fra at fylde 2 år og egentlig begyndt at sove okay om natten – stadig i smørklat, dog, og jeg havde haft min krop for mig selv i 5-6 måneders tid, efter jeg var stoppet med at amme. Der var altså ved at være overskud på forældrekontoen, og vi syntes egentlig, vi havde ret godt styr på det sagerne. Så hvorfor ikke sætte det hele over styr, haha.
Nu er jeg mor til to, og om jeg var klar til nogle af dem, aner jeg ikke, men jeg havde en enorm lyst til dem begge, og det må være nok. Og jeg er god til det. God til at være mor, men jeg øver mig i at være mor til to. Det er hårdt, og det kan virkelig være svært. Prioriteterne mellem børnenes behov, savnet til Svend, hans reaktion på at blive storebror (som heldigvis kun er overfor mig), at starte forfra med manglende søvn (for både forældre og baby), amning, konstante bleskift, gylp… Det er sgu hårdt! Men så skønt. Virkelig. For selv om det er hårdt, så er der så meget kærlighed og glæde, at jeg ikke ville bytte det for noget. Selv på de hårde dage.
Og der er jo såmænd ikke noget, jeg ikke var forberedt på.
En af de ting, der er lidt sjove ved at blive forældre, er, at man får et lille indblik i, hvordan det var for ens forældre, da man selv var barn. Dem syntes man jo var meget “forældreagtige”, men faktum er, at de jo også bare wingede det der forældreskab og følte sig lidt frem. Man vokser med opgaven. En opgave, der nærmest ændrer sig dagligt, og hvor man skal forsøge at følge med, men hvis man har klaret (overlevet..j barn nummer 1, er begyndt at have lidt overskud, har lyst til at få et barn mere, er villig til vågne nætter, villig til at tage det (til tider ekstra) sure med det (heldigvis meget ekstra) søde, ja, så er man vel klar?
Skriv et svar