September nærmer sig stiiiille og roligt, og selv om vi har gemt stort set alt fra Svend, så er der nogle ting, som vi har på ønskelisten til lillesøster. Både på grund af erfaring fra Svend, men også fordi vores boligsituation har ændret sig – ligesom det der med at have to børn giver nogle nye behov.

Jeg vil lige lægge tryk på, at det er en indkøbsliste til vores barn nummer to, for vi har jo alle sammen forskellige behov alt efter blandt andet boligsituation og hvor meget, der er blevet gemt fra ens ældre børn. Denne liste er altså udelukkende baseret på vores (mine…) behov her ved fødslen af vores andet barn. Og selv om det er en pige, så kan langt det meste fra Svend sagtens genbruges.
Efter den første tid med Svend lavede jeg en lille mangelliste, hvor vi allerede har sørget for nogle af tingene: Den store seng (til forældrene med Svend i smørklatten) er købt for længst – og vi nyder den gode plads, nu hvor Svend sover på sit eget værelse – og jeg har fået min mor til at sy en ammepude med kuglefyld.
Nummer 2 bliver født i sensommeren/det tidlige efterår, hvor Svend er født i februar, så jeg er spændt på, om de går totalt forbi hinanden i meget af tøjet – som eks. flyverdragter, når nu de er lidt skæve på årstiderne, men det må tiden vise. Vi har i hvert fald gemt alt fra Svend, der ikke var hullet og plettet, så vi har en del af det hele på lager. Det gemmer sig måske en smule tøj, som jeg kommer til at synes er lidt for drenget, men en blå skjorte under en lille spencerkjole er da for fint, så mon ikke det meste kan finde anvendelse hos lillesøster. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i kælderen og få overblik over, hvor meget tøj og babysager vi egentlig har.

Indkøbsliste til (vores) barn nummer 2:
Bedside crib
Da Svend var lille spæd lå han i den fineste lille, vintage bambusseng, men nu hvor vores seng er vokset 20 cm. i højden, og jeg forbereder mig på at amme lige så mange gange om natten, som jeg gjorde med Svend, så står en bedside crib højt på ønskelisten, for det er altså bare noget nemmere. Bilder jeg mig ind.
Blød lift
Det var en af de ting, jeg manglede lidt, da Svend var lille, og nu hvor vi ikke længere bor på kollegiet, hvor vi havde elevator, så tror jeg, den bliver næsten nødvendig nu, hvor baby skal bæres op og ned i barnevognen fra 3. sal.
Stofbleer
En af de ting, vi faktisk nærmest ikke har flere tilbage af fra Svend er stofbleer. Jeg tror måske, vi har tre-fire stykker tilbage, og jeg mindes, at de bliver brugt flittigt, når børnene er små – ikk’?
Lidt tøj
Jeg er stensikker på, at der ikke ligger fulde garderober i de forskellige størrelser nede i kælderen, så der skal helt sikkert spædes til med lidt nyt – og mere piget – tøj. Jeg er ikke til det helt store lyserøde babyhelvede, men jeg har købt den lille blå dragt med kirsebær og flæser fra H&M, som jeg ikke kunne stå for – og så må vi se, om vi ikke falder over noget, når der er sommerudsalg, eller om der ikke skulle falde lidt af fra omgivelserne undervejs. Det ved man jo aldrig.
Ammepude med kuglefyld
Den har jeg som sagt allerede sat min mor på. Hun syede nemlig en, som jeg brugte, når vi var hjemme hos mine forældre, og den var så meget bedre end den, jeg havde lånt dengang. Så denne gang skal der også ligge en i min sofa!
Vikle
Nærmere bestemt en wrap. Jeg tror ikke, jeg er fix nok til at kunne bruge en vikle, og min veninde har købt denne model fra Najell, som er über fix. Der er lidt mere, der skal ordnes i hjemmet end da Svend var lille, så at kunne smide babyen i sådan en, hvis hun savner lidt kontakt, må da være genialt. Så kan der vel godt ryddes op og laves mad imens?
Ståbræt til barnevognen
Vi har jo ingen jordisk idé om, hvorvidt Svend vil gide at bruge sådan et, For han vil egentlig hellere bare gå eller cykle, men vi tænker, det skal have et forsøg, inden vi afskriver det. Og mon ikke, man kan købe et på Reshopper eller DBA til en god pris?
Listen over nødvendigheder er nok ikke komplet. Hvem ved; måske får vi brug for en slyngevugge for ikke at få rygskader, og fordi vi ikke kan gå og vugge ét barn hele tiden, når Svend også skal underholdes, krammes og puttes – og måske får vi slet ikke brug for en blød lift, selv om den var på mangellisten fra Svends første tid.
En ting, vi helt sikkert ikke skal have, er en søskendevogn. Og for mange lyserøde ting. Hvad er jeres erfaringer med mangler, når man får et barn mere?
Skriv et svar