Jeg har altid følt mig godt tilrette i morrollen, og jeg nok på sin vis endelig fundet min hylde her i livet. For der er rigtig mange ting gennem mit liv, som jeg har været dårlig – eller bare meget middelmådig til: Jeg var altid den, der blev valgt sidst til idræt, for mit boldøje var så elendigt at ikke engang mine veninder kunne retfærdiggøre ikke at vælge mig sidst, og mine storebrødre har også grint lidt sammen over, at jeg “kun er bogklog“.
Sådan helt overordnet set, så synes jeg faktisk, at jeg har ret godt styr på det der moderskab. I de fleste tilfælde har min krop og Svend haft et upåklageligt samarbejde, hvilket har gjort, at jeg havde en god graviditet uden de helt store gener, en fødsel (næsten) efter bogen og et problemfrit ammeforløb uden sår på brystvorterne, og hvor der altid har været rigeligt med mælk til at holde Svend mæt og glad – og når de ting spiller, så kommer man egentlig ret langt.
Jeg har natuligvis også brilleret inden for mange ting, men der er intet, jeg føler, jeg har klaret helt så godt som det at være mor. Det er absolut den fedeste følelse overhovedet. At være stolt at sit moderskab, altså. For selv om der er mange ting, jeg overhovedet ikke har styr på eller måske vil gøre anderledes næste gang, så kan jeg ærligt sige, at jeg er fuldstændig tilfreds med den mor, jeg er blevet. Og det er mere end okay at sige det højt og klappe sig selv på skulderen over.
Dermed ikke sagt, at jeg aldrig går i panik over småting, mister min tålmodighed eller ikke godt lige kunne bruge en nat for mig selv. For det ved guderne, jeg kunne. Og selv om jeg synes, jeg er en virkelig god mor, så er der altså også tider, hvor jeg har følt mig som en rigtig lortemor. Men kan det overhovedet undgås? Ligesom jeg heller ikke altid er en god kæreste eller veninde, så glipper den jo også engang i mellem, når man er mor.
Der er især 3 situationer, hvor jeg har følt mig som en rigtig lortemor på den ene aller anden måde. Det er bestemt ikke, når nogen har kommenteret på de valg, jeg/vi har taget eller vores måde at opdrage Svend på, for jeg det står jeg fuldt og fast ved. Det er heller ikke, når han får pommes frittes, is eller kage, for det er sgu med til at gøre mig til en god mor. Det er 3 helt andre situationer, og måske kan du nikke genkende til bare én af dem?
3 situationer, hvor jeg føler mig som en lortemor:
Når Svend slår sig.
– og det er min skyld. Sådan da. Okay, det er ikke min skyld, men det er i de situationer, hvor jeg føler, jeg kunne have været mere opmærksom eller gjort noget ved det. Tag bare i sidste uge, hvor vi blev vækket kl. 5 ved et ordentligt bump og voldsom gråd. Kan du gætte, hvad der var sket? Svend var Gud hjælpe mig rullet ud af sengen, og jeg havde uendeligt dårlig samvittighed. Han havde ligget yderst, fordi han havde tømt det ene bryst for mælk i løbet af natten (vi har en stor seng, så der egentlig er plads nok til at han kan – kunne! – ligge yderst). Den dårlige samvittighed åd mig op, for han burde jo ikke have ligget der, men de rul han laver i søvne… Kys, kram, am – og så sov vi alle igen.
Alle de 3569 gange jeg har mistet tålmodigheden.
Okay, det er i virkeligheden slet ikke så mange gange (obviously), men åh, hvor jeg grummer mig over det sekundet efter. Jeg ville sådan ønske, jeg havde mere af det – tålmodighed altså, men når man ikke har sovet mere end to timer i træk siden maj, ja, så er overskuddet ikke helt, hvad det har været, og så skal der ikke altid meget til, før tålmodigheden udfordres. Det sker for eksempel, når Svend for femte gang rejser sig op i højstolen og er på vej ind over spisebordet, og ordene “sæt dig ned!” ryger lidt for højt og hårdt ud af munden på mig. Det samme sker, når han for 164376. gang på samme dag prøver at rive stikkene ud af kontakterne eller vil spise en plante, der ellers ér placeret over svendhøjde – og nej, jeg mener bestemt ikke, at han lærer tingene ved, at jeg skælder ham ud. Så får han lige lidt ekstra kærlighed bagefter, så han ved, vi ikke er uvenner. Eller så jeg får lidt bedre samvittighed.
Når jeg ikke kan putte Svend.
Selvfølgelig kan jeg godt putte Svend. Han er i en lang periode blevet (og bliver det stadig om natten) ammet i søvn, fordi han har så svært ved at finde roen. Men dette punkt er noget, der virkelig går mig på og gør, at jeg kan føle mig enormt utilstrækkelig, for i takt med, at vi har prøvet at vende ham af med det, er det kun Jakob, der må og kan putte ham. Det tager ham endda oftest under 10 minutter, og det er endda uden den helt store protest fra Svends side. #drømmescenarie. Så snart jeg prøver at putte ham uden at finde attributterne frem, så går han fuldstændig i panik, skriger, vender sig væk fra mig eller skubber mig væk, og eftersom ingen børn skal skrige sig selv i søvn på vores vagt, så går det ikke mange minutter før Svend er godt på vej ind i et mælkekoma.
Jeg er lykkelig over, at amning er en løsning for os, men jeg hader, at jeg endnu ikke kan putte med ham, synge for ham eller vugge ham ind i søvnen, som Jakob kan. Superputteren, kalder jeg ham. Hvor er jeg – og Svend – heldig, at jeg har ham.
Er der også nogle gange, hvor I føler jer helt utilstrækkelige, eller endda som en rigtig lortemor?
Skriv et svar