I disse solskinsfyldte dage sætter vi rigtig stor pris på den vidunderlige baghave, vi har i foreningen. Den er dejlig stor og med masser af sol – og plads til leg og cykleturer for Svend. Sammen med den noget så tiltrængte D-vitamin, bliver der skyllet lidt ekstra kaffe ned for tiden, og øjnene er en anelse smallere. Det er ikke (kun..) fordi, det er hårdt – men hyggeligt – at være på som forældre hele tiden ved siden af specialeskrivningen og samtidig med, at de vigtigste arbejdsopgaver stadig skal passes. Vi har simpelthen valgt at krydre vores lockdown med en ekstra udfordring, der tærer lidt på søvnkontoen.
Herhjemme hos os har vi jo aldrig samsovet, men siden Svend var omkring 4 måneder gammel har han ligget i smørklat om natten. Dels fordi det var nemmest med alle natamningerne, og dels fordi det var dødhyggeligt. Efter vi stoppede med natamningerne, blev Svend liggende i midten. Det var nemt, når han skulle puttes, for det var sådan, han var vant til det, efter han ikke længere blev ammet i søvn, og nemt når han vågnede om natten og skulle have lidt vand. Og stadig hamrende hyggeligt.
Svend har altid haft sit eget værelse, hvor det helt store soveset-up har stået klar – vi taler vintage lilleper-seng, Kongens Sløjd sengerand og Liewood skyer hængende fra loftet. Det er altså det helt store og meget instagramvenlige sovearrangement, han bare aldrig har brugt…
Efter vi er flyttet ind i vores nye lejlighed, satte vi en længere madras i sengen og fjernede siderne på den, og så har Svend faktisk vist lidt sporadisk interesse for at ligge der. Og da vi nu har masser af tid og “masser” af overskud, sagde Jakob en morgen: “Måske skulle Svend sove til middag på sit eget værelse i dag?” Så det gjorde han. Og han sov der også om natten. Og sådan har det fortsat i en lille uges tid nu, og jeg kan derfor med sikkerhed sige, at nu sover Svend simpelthen på sit eget værelse. Hvor stor er han ikke lige?!
Han har taget det mega flot, så vi må have timet det helt perfekt i forhold til, at han var klar. Jeg ved ærlig talt ikke helt, om jeg var klar, og jeg savner ham lidt engang imellem (og jeg savner ikke at skulle fise ind til ham om natten), men når vi alle sammen har vænnet os helt til det, så kommer vi nok til at sove meget bedre. Og så vil jeg nyde alt den plads, der pludselig er!
Putterutinerne er såmænd de samme, udover at vi ikke kan ligge tæt og give ham tryghed på den måde længere – eller jo; i dag krøb jeg faktisk ned til ham, da han skulle puttes til lur, fordi han simpelthen ikke kunne finde ro. Og så faldt vi begge i søvn. Ømt. Men på normal vis, starter Svend med at kigge i sin Meget Store Sansebog 2 (rimelig uhandy), og lege lidt med de dyr, han har valgt at tage med i seng – en til hver hånd. Så pakker vi bogen væk og hører lidt musik fra spilledåsen – og på et eller andet tidspunkt, ja, så sover han. Vi bliver hos ham, til han er faldet i søvn, og selvom det kan tage sin tid, så nyder vi at være der, når han siger farvel til dagen, og så længe han ikke er hidsig, så kan jeg sagtens slappe af, mens jeg venter på, at han sover.
Og så er det ellers ind i sofaen og slappe af, inden den (nu) kæmpestore dobbeltseng kalder. Nu skal vi bare vænne os til, at vi ikke behøver at sove på kanten…
Har I haft nogle “børneprojekter” her under lockdown?
[…] følge med i hans sprog, at han bare er begyndt at rutsche head first nede på legepladsen, og at han er begyndt at sove i egen seng og på eget værelse. Store, seje […]