Hvor kom vi fra? Nå jo, den alenlange tur fra Amagerbro til Hvidovre, hvor jeg gjorde mit bedste for ikke at gøre den stakkels taxachauffør mere traumatiseret over situationen, end jeg bildte mig ind, han var…
Vi blev sat af i parkeringskælderen, og det tog jo en krig af komme ind på fødemodtagelsen. For hvert 10. skridt måtte jeg læne mig op af væggen for at komme igennem en ve, så jeg tænkte, den tur aldrig ville ende. Der var heldigvis positive tilråb på vejen mod fødemodtagelsen fra sygeplejesker og læger på gangene. Lidt ligesom til et marathon… Da vi endelig (!) nåede frem til den rette disk, blev vi taget imod af en jordemoder, der sagde, at det virkede som nogle rigtige gode veer. Whatever that means. Jeg prøvede at berolige mig selv med, at det betød, han ville poppe ud på no time.
Efter jeg blev pænt placeret på en briks, og Jakob ved siden af mig, tænkte jeg, at jeg hellere måtte finde mit zen, hvis jeg skulle have energi til det her i 30 timer. Så jeg lukkede øjnene, trak vejret og koncentrerede mig om hver enkelt ve – og sagde kun noget, når jeg blev spurgt. Min lunte var allerede en pænt kort, så da jeg bad Jakob tale mig gennem veen, og han gjorde det forkert, var jeg lige ved at sende ham hjem. For ikke at tale om, da han kom til at strejfe briksen med sin fod…
Da den næste jordemoder kom ind for at tjekke mig, og sagde: “Ja, du er kommet lige i god nok tid, for du er kun 3-4 cm. åben“, var jeg lige ved at hive målebåndet frem for at tjekke, hvordan hendes 3-4 cm. så ud, for det kunne simpelthen ikke passe. Og jeg ville virkelig ikke hjem igen: Jeg var klar til at slå lejr i parkeringskælderen, bare jeg ikke skulle hjem igen!
Da hun forlod lokalet, gik mit vand midt i en ve. Shit, en forløsning! Det var godt nok en vild følelse – og slet ikke som jeg havde regnet med. Fostervandet var selvfølgelig grønt, så det skulle de holde lidt øje med. Jeg synes, der var blevet kørt lidt en stemning op omkring, hvor kritisk grønt fostervand egentlig er, for jordemoderen beroligede mig med, at hver 3. har grønt fostervand. Jeg troede jo næsten, det var ved at ende i kejsersnit, fordi Svend havde spist sin egen afføring. Det vidner måske om, at jeg ikke havde sat mig særlig godt ind i det?
Efter den grønne konstatering kom min rigtige jordemoder og hilste på og kørte mig op på fødselsstuen. Undervejs spurgte hun ind til, om jeg havde nogle planer eller ønsker for fødslen. Jeg fik fremstammet, at jeg ikke havde lavet nogle planer, fordi jeg ikke ville have nogle ønsker, der ikke ville kunne blive indfriet, da man jo aldrig ved, hvordan sådan en fødsel ender med at gå. “Nu tjekker jeg lige, hvor udvidet du er, og så kan vi tale lidt om smertelindring – godt, du er 10 cm åben, vi er i gang!”
Excuse me?
Lad mig lige specificere, at der var gået 45 minutter siden jeg sidst blev tjekket. Jeg havde seriøst åbnet mig 5-6 cm. på den tid – og normalt åbner man sig 0,5-1 cm. i timen. Jeg var så klar på at få alt, hvad den søde jordemoder havde af smeterstillende i skabet, men #speltfødsel was on.
Under hver eneste ve kørte jeg mantraet “Jakob får kun et barn“, for for dælen, hvor gjorde det ondt, og i situationen var jeg ikke sikker på, jeg nogensinde ville kunne gøre det igen – eller gennemføre for den sags skyld. Her var rosen og støtten fra Jakob altså afgørende: “Du er så sej“, “Du gør det så godt“. Ind imellem kunne man høre jordemoderen taste løs på computeren, mens hun tyggede tyggegummi og sagde “jaaaaa, det er sååå godt“, mens det lød som om, jeg var midt i en djævleuddrivelse. Det var simpelthen så komisk.
Jeg fik også lagt et penicillindrop, da det viste sig, at jeg havde ubehandlet underlivsbetændelse – jeg havde faktisk haft det 3 gange under min graviditet, men var ikke blevet tjekket den seneste måned. (Jeg nåede kun at få penicillinen én gang fordi fødslen gik så hurtigt, så Svend blev født med et forhøjet infektionstal.)
Puha, det var svært at finde ud af, “hvor” man skulle presse. I virkeligheden er det ligesom at have mega hård mave. Så er det sagt. Så ved man også, hvordan man ligesom skal presse… Læs: som om man virkelig skal tømme ryggen. No offence. Under pressefasen faldt Svends puls, hvorfor der pludselig var mange mennesker på stuen, da der skulle tages en blodprøve fra hans lille hoved.
Efter et par presseveer mere, kom lægen ind for at tage endnu en blodprøve, kom der en ve mere, og jordemoderen beordrede lægen ud, for nu kom Svend. NU! SVUP! Et kæmpe tomrum mærkedes kortvarigt i min mave. Så hang han over mig – DET ER MIN BABY!
Og der var han. 3546 gram og 51 cm. Helt gennemsnitlig og fuldstændig perfekt. Så snart han kom op til mig, så var (næsten) alle smerterne glemt. Lige ind til jeg skulle sys. yikes. Det var heldigvis kun en førstegradsbristning.
Og den faldende puls? Det var fordi, Svend som lillebitte foster havde slået en knude på navlestrengen, som blev strammet til under presseveerne.
3 hurtige tips til din fødsel:
1. Forventningsafstem med din kæreste inden – hvad vil du gerne have fra ham under fødslen? Også selv om det nok ikke holder stik: Jeg troede, jeg ville have brug for lidt nus og nærhed, men det var nok det sidste, jeg ønskede, da jeg rent faktisk lå der.
2. Lyt til dine jordemoder – hun er eksperten, ikke dig. Jeg havde jo som sagt ikke forberedt mig syndeligt meget til fødslen, men det viste sig at være en kæmpe styrke, fordi jeg bare kunne slukke hjernen og gøre det, jordemoderen sagde.
3. Hav læbepomade (og evt. lækre snacks) inden for rækkevidde – den var pakket i hospitalstasken, og Jakob måtte smøre den på mine læber, da jeg var ved at krakelere halvvejs under fødslen. #desmåglæder
Skriv et svar