Når man bliver forældre, er der ikke kun en helt ny rolle, man skal lære at kende; man skal forstå sig på nogle helt nye ideologier og lære en række nye begreber. Friamning, samsovning og tigerspring er nogle af de begreber, jeg mødte, da jeg blev mor – og alle har jeg løftet øjenbrynene over, for hvad betyder de egentlig?
I min Terminsgruppe blev der ofte talt om friamning. Friamning. De skrev, at det indebar, at barnet havde fri adgang til brystet. Ud fra navnet vurderede jeg, at det var sådan noget hippiagtigt, hvor man gik nøgen rundt, så barnet havde fri og nem mulighed for at komme til. Gud fader bevares, tænkte jeg… En dag besluttede jeg mig for, at jeg simpelthen var nødt til at vide, hvad friamning i virkeligheden betød. Ifølge Ammenet betød det basically bare, at man ammer, når barnet er sultent. Hvorfor i alverden sagde de ikke bare det? Og kan man overhovedet andet?
Det kan man. Det hedder blokamning. Endnu et begreb, man skal kende.
Jeg friammer. Eller… jeg ammer, når Svend er sulten, men jeg har da aldrig givet min amning et navn. Når amning er en urkraft i mig, hvorfor skal det lyde som noget, jeg har læst i en bog?
Manualer til børn
Der findes rigtig mange bøger omkring børn, forældre og forældreskabet. Nogle forældre læser dem alle sammen, nogle læser ingen.
Jeg læste to.
Selv om jeg ofte ønsker det, så følger der ikke en manuel med, når man tager sit barn med hjem fra hospitalet. Alligevel virker det som om, mange forældre søger en faglig grund til, hvorfor deres barn er utidigt, skriger, ikke sover eller har brug for lidt ekstra omsorg. Her er den altoverskyggende løsning: tigerspring.
Jeg tror ikke på tigerspring. There, I said it. Kast tomater efter mig.
Da Svend var 6 uger, fortalte jeg vores sundhedsplejerske, at vi altså ikke rigtig havde mærket noget til det der tigerspring, jeg havde læst så meget om på Terminsgruppen. Jeg lød noget usikker: halvt fordi, jeg var usikker på, hvad det betød, og hele Terminsgruppen var fuldstændig oppe og køre over det – og halvt fordi, jeg derfor troede, der var noget galt. “Vi arbejder altså ikke med tigerspring“.
Perfekt. Så behøver vi heller ikke. Min søn er ikke en tiger. Bevares. Der er da dage, hvor Svend gerne vil hænge mere på armen, ligge mere ved brystet, sover kortere lure eller bare er lidt ved siden af sig selv. Men sådan har vi det jo alle sammen engang imellem. For os har det virkelig bare virket at lytte til Svend og hans behov. Og hvis han har brug for at sidde på armen hele dagen, så sidder han på armen hele dagen. Så er der ingen sure miner fra ham.
Og ved I hvad? Vi har aldrig oplevet et tigerspring. “Det er også fordi, I har et nemt barn.” Måske. Svend ér nem. Nogle dage har han mere brug for os end andre, men det er jo klart: Det ér en stor verden, og den ér svær at håndtere for sådan en lille en.
Svend har læst nul bøger. Han ved ikke, at han omkring uge 5 skal have en off periode. Hvis han er helt off, så plejer jeg at sige, at det er vores egen skyld; enten har vi overstimuleret ham, eller også har vi ikke lyttet til hans signaler. Vores børn udvikler sig hver dag, og hvis man tror, at det, der virkede i går, virker i morgen, så kan man tro om igen. Desværre.
Det er svært at have et utrøsteligt barn. Tro mig, jeg har også vugget er skrigende barn, mens jeg selv havde tårer trillende ned ad begge kinder af ren frustration, udmattelse og afmagt. Og som ny mor – eller bare ny forælder – kan man hurtigt sætte spørgsmålstegn ved egne evner og egen kunnen, og så hjælper det lidt på samvittigheden at kunne sige: “Det er et tigerspring. Det er bare sådan, det er.”
I min optik findes der ikke manualer på børn. Alle børn er forskellige; nogle bliver hurtigere overstimulerede, nogle har et godt sovehjerte og andre noget helt tredje. Derfor forstår jeg ikke behovet for at finde en faglig begrundelse for, hvorfor barnet har et udsving.
Vi har født og opfostret børn gennem millioner af år. Bare da vi var børn, fandtes begrebet tigerspring ikke – det gjorde Google heller ikke, og vores forældre kom fint igennem de hårde perioder alligevel. Man kan læse alle bøger på biblioteket, men man kommer længst med at læse sit barn.
Der er mange holdninger til emnet, og jeg er bestemt ikke upåvirkelig. Jeg erkender fuldt ud, at der er nogen perioder, som er svære end andre; hvor det er svære at læse ens barn, og man bare ikke kan finde ud af, hvad han eller hun vil, eller hvad der virker. Sådan er det at have en baby. Jeg tænker bestemt heller ikke dårligere om de mødre, der arbejder med begrebet. Vi er alle forældre på forskellige måder.
Hvordan ser I på emnet?
Anne-Sofie Kjær says
Jeg er helt enig i, at man bare skal se på sit barn, så løser meget sig. Men begrebet tigerspring har faktisk, for mig, været en hjælp. Da Alexander var baby havde vi nogle gange perioder hvor han bare var sur og ulykkelig konstant, og jeg gjorde alt i min magt for at trøste og berolige. Når jeg ikke kunne finde ud af, hvad i alverden det handlede om, så var det en hjælp, at finde ud af, at det passede med han var i”spring”. Så kunne jeg bedre være i det, for jeg vidste at det bare var en fase (som alt jo er med de små). Og de forskellige “spring” har passet overraskende godt på Alexanders udvikling. Jeg tænker også, at det kan hjælpe mange forældre til at forstå, hvad det er barnet går igennem i øjeblikket. At man bedre kan sætte sig i barnets sted, når man ved, at lige nu udvides deres verden helt vildt, og at det kan være enormt svært for sådan et lille menneske.
Hyggeligt du har lavet en blog btw, jeg vil rigtig gerne følge med :*
Katrine Ea says
Det er sjovt, hvad der fungerer for nogle – og hvad der fungerer for andre, og hvor er det dejligt, at det har kunne gøre de hårde dage (uger… åh gud) lidt lettere at komme igennem <3 Det stressede nemlig mig helt vildt, da folk begyndte at snakke om tigerspring, og hvordan det ene overtog det andet; så sad jeg der og frygtede, at helvede ville begynde hvert øjeblik. Ikke fordi det har været nemt: Svend har haft mange tandudrivende faser – og har det stadigvæk, men det fungerer ikke for mig at tjekke en kalender for, om han er i et tigerspring - men jeg kan da tydeligt mærke på ham, at hjernen har arbejdet ekstra hårdt, da han eks. lærte at gå og skulle bearbejde den nye kunnen. Så bliver han ammet lidt ekstra 😉
Så hyggeligt, at du vil læse med. Det betyder meget for mig <3