Verden er gået i stå omkring os, efter vores lille datter, Margrethe, kom til verden den 21. september efter en LYNHURTIG fødsel hjemme i soveværelset. Jeg svæver på en lyserød sky, og min babyboble kan umuligt sprænges.
Vi har haft Margrethe i vores liv i tre uger, der på sin vis er fløjet afsted – men som samtidig føles som om, de har varet for evigt. Måske er det en følelse af, at det er som om, hun altid har været her? En undring over hvordan tilværelsen har kunne være anderledes, end den er nu? Uanset hvad, så har det faktisk været enormt overvældende pludselig at være en familie på fire. Jeg har været ramt af en overvældende lykkerus og (ny)forelskelse i dem alle tre, men jeg er samtidig også blevet ramt af en slags afmagt over, hvad filan vi er gået ind til, og hvordan det hele mon skal hænge sammen. Den følelse får altid kun lige lov til at snige sig forbi, for så ser jeg Svend kysse sin lillesøster, jeg får masser af ros af Jakob, eller jeg kigger på min baby, der sover glad og tilfreds i mine arme, og så føles det hele bare SÅ rigtigt.
Svend har simpelthen taget så godt imod Margrethe, og han er virkelig den kærligste storebror, vi kunne have drømt om. Han vil hele tiden nusse og kysse hende, og han er enormt beskyttende overfor hende: “hold godt fast!” siger han, når vi sidder med hende, og han vil altid gerne hente hendes sut, vådservietter eller på anden vis hjælpe til og tage ansvar. Det er så sødt. Derudover er han jo vokset mindst 10 cm. efter han blev storebror… Hans hænder og fødder er jo kæmpestore, han er vildt høj og han kan jo ALT MULIGT?! Eller er det bare fordi, der ligger en ganske lille pige ved siden af ham? Måske. Eller også havde vi bare ikke helt accepteret, hvor stor han var blevet, før vi blev konfronteret med det.
Store, dejlige dreng. Den dejligste storebror for verdens dejligste Margrethe.
Hun behandler os også rigtig pænt! Hun ammer så flot, sover fint og hun tager godt(!) på – faktisk har hun på tre uger taget 800 g. på. Ganske, ganske pænt må man sige. Hun vil nok gerne vokse sig stor nok til at kunne følge med sin storebror, og det kan man ikke fortænke hende i.
Min og Margrethes barselstilværelse startede for en uge siden og er gået så godt. Rytmer og rutiner er en by Rusland, og vores dage går mest op i amning og i, at hun får den søvn, hun har brug for (gerne i mine arme), for når drengene kommer hjem kl 16, så er den noget sværere at få. Men jeg nyder det! Og jeg har lovet mig selv, at jeg skal suge alt, jeg kan, ud af babytiden og barslen, for det er nok sidste gang, jeg kommer til at opleve det.
Måske.
Skriv et svar