I morges sov Svend og jeg længe, da jeg først skulle møde sent på studie. Så kl. 7.45 vækkede Svend mig med et kys på munden – og hvis det ikke er den bedste måde at blive vækket på, så ved jeg simpelthen ikke, hvad er.
Når vi deler sådan en lille anekdote, eller om hvordan Jakob er blevet sparket i hovedet af Svend hele natten, er der mange medforældre (eller bare folk, der læser mange morblogs), der reagerer med: ”Aaah, I samsover!” Det siger de, mens de nikker anerkendende med hovedet – og mens vi prøver at skjule et lille tick.
Det er vel teknisk set det, der sker, men så alligevel overhovedet ikke. Vi kunne i hvert fald aldrig drømme om at sige, at vi samsover med Svend. Svaret er det samme hver gang: ”Nej, Svend sover bare i smørklat.” – eller bare sover inde hos os.
Samsovning betyder i virkeligheden ikke andet end det, men i dag er der bare så meget andet tilknyttet det begreb. For det er det: et begreb. Det lyder som noget, man har læst i en opdragelsesbog, fordi man så gerne vil gøre det rigtige og bedste for sit barn (hvem vil ikke det) – og så lyder man virkelig også bare som sådan en perfekt forælder, når man siger ”Vi samsover jo, med vores barn”. Det er i mit hoved blevet sådan en slags statement for, hvordan man holistisk opdrager sit barn, og at man sover sammen med det, fordi barnet skal være tæt på sine forældre, og fordi man har fokus på ingen adskillelse. Og don’t get me wrong: Det ér også virkelig godt.
Det er bare ikke derfor, vi sover sammen med Svend.
Vi sover sammen med vores søn, fordi det er hyggeligt, og fordi det er nemt. Det var en konstellation, der gav sig selv, da Svend begyndte at vågne en gang i timen og ville ammes. Ind til da havde han sovet i en lille seng ved siden af mig, men da jeg ikke kunne sidde op og amme op til 10 gange hver eneste nat, så blev det til liggende amning i dobbeltsengen, hvor Svend – og jeg – bare faldt i søvn imens. Og så skulle der bare lige ligges til, næste gang Svend vågnede. Nemt.
Selv om Svend ikke længere bliver ammet og stort set kun vågner om natten for at få lidt vand, så sover han stadig inde ved os: På den måde kan vi hurtigt ligge en hånd på ham eller give ham en tår vand uden at skulle fare lejligheden rundt og vågne mere end højst nødvendigt. Og så er jeg jo hamrende mørkeræd, så jeg kan slet ikke magte situationen, hvor jeg skal gå rundt i lejligheden i nattens buldre mørke, nej tak.
Og så er det jo bare mega hyggeligt! Selv om Svend fyldet gevaldigt, fordi han helst ligger på tværs.. Når vi går i seng får Svend nus og kindkys, og så smyger han sig gerne lige ind for at ligge i ske. Det er så dejligt. Bevares, vi tænker ikke, at dette skal fortsætte for altid, og det ville da være mest optimalt, at han kunne sove i egen seng og måske endda på eget værelse, inden han en dag bliver storebror. Jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, vi ikke godt kunne tænke os at have dobbeltsengen for os selv en gang imellem – eller bare selv kunne bruge de 180 cm., uden Svend fylder de midterste 85, men vi magter simpelthen ikke at gøre noget ved det.
En aften rullede Svend ud af sengen, og der sagde vi meget bestemt, at NU skulle han ind og sove i sin egen seng, for den gik simpelthen ikke! Det var også en meget god plan, ind til det gik op for os, at der ikke var gardiner inde på Svends værelse. Flot. Så der døde den plan, og vi puffede alle puderne godt rundt om Svend den kommende aften, så han ikke kunne rulle nogle steder. For damn, hvor kan den dreng rulle i søvne! Og sparke..
Om vi om nogle måneder når til, at NU er grænsen nået, eller om Svend og hans fremtidige søskende først kommer på eget værelse, når de kan sove sammen alene – det vil tiden vise. Men på et eller andet tidspunkt, så skal vi altså have vores soveværelse for os selv igen. Også selv om vi nok ikke kan undgå at få besøg i løbet af natten. Men hvem vil dog også undgå det.
Har I nogle gode råd til overgangen fra smørklat til eget værelse?
Billederne er fra en frygtelig kold forårsdag, hvor både Svend og jeg så kirsebærtræerne første gang. Svend var mere interesseret i at løbe rundt (læs: stikke af), for det var ikke længe siden, han var blevet en rigtig haj til at gå. Dejligt minde.
Skriv et svar